Anna Thorndal, studerende


Anna Thorndal, studerende

Tusinde tak for jeres bidrag til mit nuværende udvekslingsophold på University of California, Berkeley på mit første semester på kandidaten på Statskundskab.

Selvom jeg kun har været her i lidt over en måned, føler jeg allerede at opholdet har overgået alle mine forventninger og mere til. Jeg er så heldig at have muligheden for at studere American Politics og Political Behavior, der er blandt de felter, jeg interesserer mig mest for inden for statskundskab, på et af de bedste universiteter i verden.

Her har jeg enestående mulighed for at modtage undervisning af eksperter i netop stemmeadfærd og politisk viden, som jeg senere på studiet vil specialisere mig i. Derudover lærer jeg om politisk kommunikation af en tidligere strateg, der blandt andet har rådgivet præsidenter og senatorer i forbindelse med valgkampagner. Ydermere har jeg fået lov til at tage et fag på Goldmann School of Public Policy, hvor jeg bliver klogere på de udfordringer USA står over for lige nu. Aktualiteten i undervisningen er meget anderledes end undervisningen i Danmark. Her forventes det, at vi følger med i det politiske spil og vi diskuterer aktuelle emner som en grundlæggende del af undervisningen. Undervisningsformen stiller ydermere høje krav til aktiv deltagelse, hvilket er særligt givtigt og udfordrende fra hvad jeg er vant til. Tempoet er højt og læringskurven tilsvarende.

Med jeres støtte har jeg derudover fået mulighed for at bo på International House i Berkeley. Dette er blandt de største gevinster ved at være på udveksling netop her. Samlet bor vi godt 600 studerende, hvoraf 75% er internationale studerende. Dagligdagen på I-House er aldrig kedelig, der er altid nogen at tale med og jeg har nu fået venner fra hele verden.

Mange, mange tak for legatet! Det har været en helt essentiel og uvurderlig hjælp til mit ophold.