Rising Star 2025


Vinder af Rising Star 2025

Sarah Møller Hansen, NAGA

 

Ved Branchedagen 2025 vandt Sarah Møller Hansen Rising Star 2025!

Sarah Møller Hansen blev indstillet med følgende udtalelse:

Sarah Møller Hansen startede i virksomhedspraktik hos NAGA i 2022. Med et imponerende engagement og stærk arbejdsmoral førte det til, at hun blev fastansat som administrativ elev efter praktikperioden. På baggrund af hendes engagement, innovative tilgang og naturlige lederskab er hun blevet tilbudt en stilling som COO med opstart den 1. juni 2025 efter afsluttet elevuddannelse. Sarah har udvist ekstraordinær evne til at tage ansvar og drive væsentlige projekter fremad. Særligt har hun vist stort engagement i implementeringen af et nyt ERP-system, som har optimeret interne processer og skabt øget effektivitet i virksomheden. Hun har en sjælden evne til hurtigt at kortlægge både operationelle og kulturelle barrierer i organisationen og skabe en enkel, effektiv struktur, som får hele organisationen med sig - uden at miste fremdriften. Det, der gør Sarah helt særlig, er hendes mod til at udfordre - selv i krævende sammenhænge. Hun navigerer med respekt, men også med stor klarhed, når hun byder ind med perspektiver - uanset om hun sparrer med unge kolleger eller en erfaren ejerleder med mange års erfaring. Gennem dette arbejde har Sarah ikke blot demonstreret teknisk forståelse, men også lederegenskaber, som har været med til at motivere og inspirere kolleger på tværs af afdelinger. Hun er en katalysator for fremdrift og en rollemodel for, hvordan nytænkning og tradition kan forenes i praksis. Med en unik kombination af faglig dygtighed, nytænkning og stærke personlige egenskaber er Sarah et forbillede for både nye og erfarne i branchen.

Vi ønsker Sarah stort tillykke med den velfortjente pris!